Lars mistede sin ven: Nu passer han på byens unge

Frivillige kræfter er afgørende for Natteravnene, men i Fredericia mangler de nye ansigter til at hjælpe de unge i nattelivet.

Det er ofte højt humør, der møder Lars Kovaltsenko og hans kollegaer i Fredericias natteliv. Foto: Lars Kovaltsenko

Af Malthe Ryberg Christensen

For de frivillige natteravne i Fredericia bliver det stadig sværere at arrangere ture i nattelivet både fredag og lørdag aften. Mangel på frivillige gør, at de kun kommer afsted en af dagene eller er nødt til helt at aflyse deres ture.

En forskel for de unge

Lars Kovaltsenko er en af dem, der dedikerer sin fredag aften på at skabe tryghed i Fredericias natteliv. Han er formand i Natteravnene Fredericia og trækker gerne i den gule jakke for at snakke og hjælpe de unge, der har fået for meget at drikke.

Han har selv haft ubehagelige drukoplevelser tæt inde på livet og mistede i 2003 en kammerat i en drukneulykke i en forbindelse med en bytur. I 2016 var det hans egen søn, der kom beruset og drivvåd hjem efter at være faldet i vandet på en bytur, og derefter var Lars Kovaltsenko ikke i tvivl om, at han ville være natteravn.

De frivillige går ture i nattelivet, og Lars Kovaltsenko mærker tydeligt, at deres tilstedeværelse gør en forskel for de unge. ”Man kan se, når vi kommer rundt og hører fra de unge mennesker og især unge piger, at de ånder lettet op og får et smil på læben, når de ser os.”

Den 30. maj skal han igen ud som natteravn, når Fredericia Sommerrock løber af stablen. Her fortæller han, at der igen er mangel på natteravne. Når han selv har gået fra klokken 20.30 til midnat, er der ikke flere til at gå, og det bekymrer Lars Kovaltsenko.

En fest med de unge

Natteravnene i Fredericia prøver hele tiden at rekruttere nye medlemmer, så de både kan hjælpe de unge fredag og lørdag. “Vi har vores egen Facebookside, hvor vi lægger op fra vores ture, og så har vi nogle gange haft reklamer rundt på forskellige biblioteker og sportsklubber.”

Han er godt klar over, at det ikke er det mest attraktive frivillige arbejde, man kan finde: “Klokken midnat en fredag aften, hvor vi alle sammen har været på arbejde, den er svær at sælge.” Han fortæller desuden, at det først er, når folk begynder at få børn i teenagealderen, at de viser interesse.

Det er heller ikke hver tur, at der er brug for Natteravnene, og det glæder Lars Kovaltsenko: “Vi ser lidt af hvert, men vi ser ikke kun dårlige ting. Vi ser også mange gode ting. Nogle gange har vi også en fest sammen med de unge, for de er jo for det meste i godt humør.”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *