De fleste forbinder fodbold med hurtige ben og unge kroppe, men på en fodboldbane i Fredericia skriver en flok mænd på over 60 år nu deres egen version af spillet.

På farfar-holdet er der altid plads til en snak om verdenssituationen. Foto: Malthe Ryberg Christensen
Af Malthe Ryberg Christensen
Farfar-holdet, som fodboldholdet er døbt, består af mænd, der alle har rundet 60 år. Det nyopstartede hold har ikke Champions League som målsætning, men de sætter fokus på det sociale og muligheden for at røre sig. De lader ikke alderen diktere, også selvom flere af de fremmødte ikke har rørt en bold i flere år.
Arne Hansen, der selv er 60 plus og tovholder på projektet, er glad for ideen om et farfar-hold. Han understreger også, at det ikke er ens fodboldkundskaber, der skal afgøre om man møder op. “De skal bare i gang, det er ligemeget, om de har spillet fodbold før.”
Motion, mænd og masser af røverhistorier
“Socialt har vi altid været gode herude i foreningen. Det vil jeg bare sige. Vi har været gode til tredje halvleg,” fortæller Arne Hansen og henviser til den hyggelige stund efter kamp og træning, hvor røverhistorier bliver delt over en øl eller en kop kaffe.
Det er kombinationen af fælleskab, historier fra gamle dage og let motion, der skal tiltrække de ældre mænd fra lokalområdet. Arne Hansen har selv været rundt med flyers og plakater i byen for at tiltrække fodboldspillere til det nye farfar-hold, og han håber, at de på sigt kan samle 15-20 stykker til træning.
“Vi skal nok få det hyggeligt, det er jeg sikker på. Det er bare at komme ud og trille lidt med en bold, og så skulle vi jo gerne sidde herude bagefter og hygge os lidt.”

Der blev udvekslet røverhistorier over en kold øl efter holdets første træning. Foto: Malthe Ryberg Christensen
Udover den ugentlige træning er der også planer om sociale arrangementer udenfor banen. Her skal fodboldholdet blive et samlingspunkt, både fysisk og mentalt, for de ældre mænd i lokalområdet.
“Vi vil også gerne have lidt komsammen og lidt fester, hvor vi kan grille en pølse og drikke en øl. Det er da meningen. Det sociale skal vi ikke gå ned på herude. Det lover jeg dig. Det har vi aldrig gjort. Og så skulle vi gerne se, om vi ikke kunne få lidt motion ud af det og nogle røverhistorier” siger Arne Hansen og trækker på smilebåndet.
Farfar-holdet er et godt eksempel på, hvordan lokalforeninger spiller en vigtig rolle for fælleskabet. Det gælder især de ældre borgere, der har forladt arbejdsmarkedet og skal søge nye steder hen for at finde et fælleskab. Arne Hansen håber da også, at endnu flere mænd i lokalområdet får øjnene op for tilbuddet og møder op til den ugentlige træning.